
Før weekenden blev en hvalp med hundepest bragt ind til dyrlægen i Arendal i Norge. Hvalpen fik påvist parvovirus, som er en alvorlig type hundepest. Ubehandlet har virusset 90 procent dødelighed. Også katte kan blive smittet.
Den syge hvalp stammer fra et kuld, hvor en rumænsk hvalp tidligere er konstateret syg. Hvalpen måtte aflives en uge tidligere. Veterinærmyndighederne ved ikke, om den rumænske hvalp også havde hundepest, men de mistænker den for at have smittet den norske hvalp. Man ved heller ikke, om andre hunde er smittet
”Foreløbig er det kun den norske hund, som har fået påvist virus. Så må vi se i løbet af et par uger, om der kommer flere tilfælde,” siger sektionschef hos de norske veterinærmyndigheder, Gunn Kristin Osaland, til TV2 Norge.
Det tager tre til otte dage fra en hund bliver smittet til den udvikler symptomer som opkast, feber og blodig diarré. Hunden bliver ofte dehydreret og har lettere ved at få blodforgiftning.
”For en hund som ikke er vaccineret, kan dette være dødelig. Sygdommen angriber immunforsvaret og den er alvorlig, siger Gunn Kristin Osaland. Hun opfordrer hundeejere til at være ekstra forsigtige og lade deres dyr vaccinere.
”Hvis man har yngre hvalpe, som ikke er blevet vaccineret endnu, bør man måske sørge for, at de ikke nærmer sig andre hunde. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din hund er godt beskyttet, så tal med en dyrlæge,” opfordrer Osaland.
Hunde bør vaccineres som unghunde, og vaccinationen bør følges op mindst hvert tredje år.
Gunn Kristin Osaland siger videre, at hundepest er noget, som dukker op i Norge fra tid til anden, og at det er en såkaldt C-sygdom, som betyder at veterinærmyndighederne ikke af sig selv gør noget, når sygdommen dukker op. Ud over at oplyse og opfordre til vaccination.
Kilde: Norsk TV2