Sverige frygter rabies

For to uger siden kom en bil med 15 hunde fra Rumænien til over Øresundsbroen til Lernacken i Malmø. I bilen fandt tolderne ud over de mange hunde også forfalskede hundepas, og efter en prøvetagning viste det sig, at næsten ingen af hunden var vaccineret mod rabies.

”I den senere tid har man i blandt andet Finland og Norge kigget nærmere på hunde med forfalskede pas og deres vaccinationsstatus. Det har vist sig, at dyrene ofte ikke er vaccinerede mod rabies,”siger lensveterinær Leif Flton til SVT.

Her ved landanlægget til Øresundsbroen i Sverige blev bilen med de 15 rumænske hunde standset. Foto: Wikipedia

Sverige har ikke haft rabies siden 1896, og sygdommen er stort set udryddet i Vesteuropa. For nogle uger siden dukkede et tilfælde op i Tyskland, hvor en hund var smuglet ind fra Tyrkiet.

Dette tilfælde var medvirkende til, at myndighederne besluttede sig for at rabies-teste hundene. Prøverne viste, at den største del af de 15 hunde ikke var tilstrækkeligt beskyttede mod rabies. ”Teoretisk kunne de alle have haft sygdommen,” siger Leif Felton.

Lensstyrelsen i Skåne, der har ansvaret for hundene, besluttede torsdag at aflive dem alle. Bagved ligger flere faktorer: ”Vi har forsøgt at få fat på transportøren, som er ansvarlig for hundene, men det er ikke lykkedes,” siger Leif Felton.  Myndighederne vurderede, at hundene skulle gennem en to måneder lang karantæne, hvilket ville blive meget dyrt.

”Hundene var i generel dårlig helbredstilstand, og vi mangler dokumentation omkring dem,” siger Felton som endnu en begrundelse for at aflive de 15 hunde. Der er tale om 15 dyr af forskellige alder og race. Ifølge det oplyste var der nogle cockerspaniels imellem.

Kilde: SVT