Forstår hunden, når du siger undskyld?

Alle, der er ved et uheld er kommet til at træde på hundens hale, har sikkert undret sig over, om hunden forstår forskellen mellem at komme til at gøre noget ved et uheld, og på at gøre noget med vilje. Et nyt studie mener, at i hvert fald under visse omstændigheder ser hunden ud til at vide, når dens menneske bare har kvajet sig.

” Jeg må sige, at jeg var forbavset. Jeg havde ikke forventet så klart et billede,” siger Juliane Bräuer, der er leder af laboratoriet for studiet af hunde på Max Planck Instituttet for historie og videnskab på universitetet i Jena, Tyskland. Bräuer offfentliggjorde forleden sit studie i Scientific Reports.

Men ikke alle køber konklusionen fra Bräuer og hendes team.

“Jeg er ikke overbevist,” siger Clive Wynne, der er direktør for Canine Science Collaboratory ved Arizona State University, USA.

“Jeg synes, det er et fascinerende spørgsmål, men det er også et overordentlig vanskeligt spørgsmål at bevarne, så lige nu mener jeg at juryen stadig voterer i spørgsmålet om hunde virkelig forstår mennesker eller ej.”

For at bevise, at hunde er i stand til at forstå menneskers intentioner, bad Brüer og hendes kolleger hundeejere om at tage deres hun med i laboratoriet. Eksperimentet involverede 51 hunde og forsøgsvovserne lærte i den første del af eksperimentet, at de kunne få en godbid genne et hul i en glasafskærmning.

“Og så brød vi det etablerede mønster ved pludselig at holde godbidden tilbage,” forklarer Britta Schünebamm fra Harvard University, som deltog i forsøget, mens hun var på universitetet i Göttingen.

I stedet for at få godbidden gennem afskærmningen, blev lækkerierne denne gang på forsøgelederens side af glasset. Hundene kunne se dem. Helt tæt på – nede på gulvet.

Nogle gange endte godbidden der, fordi den blev hold tilbage ved et “uheld”. I disse tilfælde, ville forsøgslederen prøve at få godbidden forbi afskærmningen, men ville med en vis klodsethed tabe lækkerierne. Eller hullet i afskærmningen var lukket, og hunden kunne se forsøgslederen prøve at at få godbidden igennem. Uden held.

Andre gange ville forsøgslederen vise hunden godbidden gennem hullet, og derefter med vilje trække den tilbage, og bevidst placere lækkerierne på gulvet ved siden af sin stol.

Hver gang hunden ikke fik sin godbid, uanset hvorfor lækkerierne blev holdt tilbage, kunne hunden gå om på den anden side af afskærmningen og snuppe de helt synlige godbidder. Men om de gjorde det, og hvor hurtigt, synes at afhænge af, hvorvidt forsøgslederen så ud til at have nægtet hunden godbidden enten ved et “uheld” eller med vilje.

Hundene nærmede sig godbidden på gulvet hurtigt, når forsøgslederen ved et “uheld” ikke fik givet hunden godbidden. Men når forsøgslederen med vilje havde holdt godbidden tilbage, forekom hunden mere tøvende. De ventede længere, inden de gik om og snuppede godbidden.

Nogle af hundene prøvede end ikke at få fat på den mad, der bevidst var blevet holdt tilbage. De satte sig bare ned. Det var en uventet adfærd, mener Julia Bräuer. Hun forestiller sig, at hundene måske tænkte noget i retning af: “Jeg er en god hund, og måske vil hun give mig senere give mig godbidden, som hun tydeligvis ikke vil give mig nu.”

Bräuer understreger, at hele set-up’et var meget usædvanligt for hundene, fordi deres ejere sandlynligvis ikke have for vane at drille dem med ikke at give godbidder. Måden hundene reagerede på kan betyde, at de er i stand til at forstø menneskets intentioner. I hvert fald i dette lille eksperiment.

Lignende resultater er fundet i eksperimenter med chimpanser. Af sikkerhedshensyn var chimpanserne nødt til at blive på deres egen side af afskærmningen. Men de blev agressive og slog på glasafskærmningen – eller blev rigtig sure og forlod eksperimentet, når en godbid blev bevist nægtet dem. Men når manden ved et “uheld” udeblev, bestræbte chimpanserne sig på at hjælpe mennesket til at få godbidden sendt videre. De stak hænderne gennem hullet i afskærmningen for at få deres belønning.

Hos mennesker synes der at være en basal forståelse for andres hensigter allerede i barndommen. Hvis tumlinger for eksempel ser en voksen forsøge at sætte to dele af en ting sammen, men klodset og fumlende ikke er i stand til det, vil barnet efterligne den voksne, men vil sætte tingene rigtigt sammen. “Så det ser ud til, at de kan forstå, når nogle mennesker begår fejl. Men de forstår også, hvad hensigten var,” siger Britta Schünemann.

“Hvad hundene tænker i eksperimentet, kan vi desværre ikke spørge dem om,” siger Julia Brüer. Alligevel finder hun resultatet givende.

“Jeg kan tage med mig, at hundene er meget sensitive og muligvis oven i købet kan skelne mellem det vi gør med vilje, og det der sker ved et uheld. De er hele tiden opmærksomme på os, og de er meget følsomme overfor de forskelle, vi præsenterede i eksperimentet. Den adfærd er interessant og forbløffende.”

Hun har tænkt meget over spørgsmålet om at komme til at træde på hundens hale: “Jeg ved det ikke,” siger hun. “Måske er den situation en smule anderledes. Fordi den involverer smerte i stedet for belønning.”

Professor Wynne fra Arizona mener, at resultaterne af forsøget er vanskelige at tolke på.

“At skelne mellem handlinger udelukkende på baggrund af om personen som begik dem, havde en intention om at gøre det eller ej, er meget vanskeligt,” siger Wynne. Han siger, at hvis en tjener spilder rødvin på en kunde og undskylder, kan det for eksempel være vanskeligt for kunden at vide, og tjeneren spildte vinen ved et uheld, eller om tjeneren af en eller anden ondskabsfuld grund gjorde det med vilje. Og i det her eksperiment, var alle de menneskelige handlinger fuldt bevidste. Forsøgslederen foregav kun at være klodset. Hvis du gjorde det mod mig, tror jeg også jeg ville forfølge godbidden.”

Generelt kan jeg ikke finde noget videnskabeligt eller nogen intuition, der fortæller mig, hvornår en hund vil være hurtig til at samle en godbid op. Det hænger ikke rigtig sammen med noget andet, jeg kan komme i tanker om.

Har tror dog at hunde er smarte og er gode til at vænne sig til at leve med mennesker – som for eksempel når der bliver knyttet stærke følelser på tværs af arbejder. Men han tvivler på, at hunde bekymrer sig meget om menneskets intentioner. Han bruger som eksempel, at mange hundeejere bruger tid på at lære hunden, hvilken mad, der er til hunde og hvilken mad, der er til mennesker.

“Vi arbejder rigtig hårdt på det,” sige han. “Og alligevel – hvis maden ender på gulvet, så æder hunden det.”

Skriv et svar