Nyt liv til gamle hunde

Når en familie vælger at adoptere en hund fra et internat, kigger de naturligvis efter et dyr, de mener vil falde godt ind i familien. Og her bliver de gamle hunde valgt fra.

Alice Mayne, der bor lige nord for San Fransisco, vil ændre på det forhold.

Smil, gamle hund. Du fik et nyt hjem. Foto fra saveseniordogs.org

”Målet er at fortælle folk om hjemløse senior-hunde og glæden ved at adoptere dem,” siger Alice Mayne.

Hun har taget initiativ til ”Red Seniorhund Ugen” som skal sætte fokus på problemet. I USA er der omkring 14.000 internater, der tager sig af hjemløse hunde og katte. Men kun omkring 40 af dem har fokus på de gamle dyr. Dette forhold vil Alice Mayne ændre gennem en landsdækkende organisation, der med sit eget website savingseniordogs.org kan nå ud til alle, og hvor man lokalt kan se, hvilke seniorhunde, der venter på et nyt hjem.

”Jeg tror, vi gør en forskel. Det er en lang proces. Der er mange gamle hunde, der virkelig har behov for hjælp, og den får de ikke altid fra internaterne. Gamle hunde er vidunderlige skabninger. De er taknemmelige og kærlige, og med en seniorhund i huset får du konstant kærlighed sendt imod dig,” mener Alice Mayne.