Erling reddede Rex fra hjertestop

Hjerteligt Da den 14 år gamle dansk-svenske gårdhund, Rex, i vinter faldt om, var der for ejeren Erling Mølholm fra Grundfør ved Aarhus ikke langt fra tanke til handling.

Erling med den 14 år gamle hund, der fik livet igen via hjertemassage. Foto fra Hjerteforeningens facebook.

”Da min hund faldt om, nåede jeg ikke at tænke så meget. Jeg kaldte selvfølgelig på ham og da der ikke var kontakt, begyndte jeg at give ham hjertemassage,” fortæller Erling.

Efterfølgende kørte Erling til dyrlægen, hvor Rex fik ilt og blev behandlet i mere end fire timer.

”Jeg var meget ked af det, da han var hos dyrlægen, for jeg vidste jo ikke, om han ville komme med hjem igen. Min kone var på arbejde, så jeg ringede til en god kammerat og fortalte om hele forløbet,” fortæller Erling Mølholm til Hjerteforeningens facebookside.

Heldigvis reddede Erling Rex’ liv, da han gav ham hjertemassage, og den dag i dag lever Rex i bedste velgående. Ham og Erling går dagligt lange ture, men efter hjertestoppet skal Rex hver dag have hjertemedicin.

Erling er i dag glad for, at han gennem sit arbejde jævnligt har deltaget hjerteredderkurser – for det var det der tilbage i vinter betød at han turde træde til og reddede Rex – og stadig har sin bedste firbenede ven.

Sunde hunde

Netop hunde har stor betydning for os menneskers velbefindende. Ifølge det videnskabelige tidsskrift, Circulation, er hundeejeres risiko for at rammes af hjerte-kar-sygdomme mindre, sammenlignet med folk uden en hund.

Ifølge forskerne er der flere forklaringer på, hvorfor hunde er gode for hjertet. Hundeejere oplever mindre social isolation og er mere sammen med andre mennesker. Desuden er hundeejere mere motiverede for at røre sig, hvilket er en vigtig faktor i forhold til rehabilitering og mental sundhed. Derudover ved vi fra tidligere forskning, at det at have en hund også kan nedbringe vores stressniveau og mindske angst, skriver Hjerteforeningen.

Hvis du ligesom Erling gerne vil kunne træde til, hvis du oplever et hjertestop, kan du få et gratis hjerteredderkursus gennem Hjerteforeningen. Kurset varer 30 minutter og er en introduktion til Hjerte-Lunge-Redning. Foreningen har desværre ikke nogen Vi har i Hjerteforeningen desværre ikke nogen hjerteredderkurser til dyr.

Kilde: Hjerteforeningens facebookside